Fodbold: Med et godt comeback hentede LIF to mål, men tabte til slut 3-2
Af Per Lyngby
Der er kun svære kampe på programmet for hårdt trængte
Løgstør i Jyllandsserien. Lørdag var holdet involveret i en dem, der kan betegnes som meget svære, da det gjaldt oprykningsfavoritterne fra Nørresundby.
Holdet fra Solsiden bragte sig da også planmæssigt foran med både 1-0 og 2-0. Men med et kvarter tilbage fik Løgstør reduceret, og fem minutter senere var der også udlignet. Desværre for Løgstør formåede hjemmeholdet at score sejrsmålet til 3-2 blot fem minutter før tid, og dermed måtte LIF'erne drage hjem uden point.
I næste runde venter en kamp, som skal vindes, nemlig udekampen mod rækkens bundhold fra Brønderslev. Kan Løgstør hente 3 point i den kamp, vil holdet kunne gå ind til de to kommende kampe mod Gug og Aalborg Freja med selvtillid og tro på, at man kan komme over nedrykningsstregen.