Håndbold: Med en sejr over VIF Mors har Løgstør sat sig på andenpladsen - Aalestrup kan rykke op søndag.
Tekst: Per Lyngby
Det er gået hen og blevet total vesthimmerlandsk dominans i toppen af herrernes 3. division i håndbold.
Hidtil har Hjørring kilet sig ind mellem suveræne Aalestrup på førstepladsen og Løgstør på tredjepladsen. Men vendelboerne er gået i stå på det seneste, og efter to nederlag i træk har Hjørring måttet overgive andenpladsen til Løgstør, som senest besejrede VIF Mors med 29-23 på udebane.
Der mangler tre runder, og kan Løgstør fortsætte de gode takter, kan holdet sikre sig oprykning via play off kampe.
Søndag spiller Aalestrup på udebane mod Vestbjerg, og vil med en sejr være sikret oprykning allerede inden de sidste tre spillerunder.