Fodbold: Med uafgjort 0-0 i lokalopgøret mod Gundersted ligger vejen åben til jyllandsserien.
Tekst: Per Lyngby
Det gode indbyrdes kendskab holdene imellem var formentlig årsagen til, at lokalbraget mellem Gundersted og Løgstør lørdag eftermiddag blev en taktisk affære, som sluttede uden scoringer.
Det resultat kan de være mest glade for i Løgstør, som med en sejr i næste lørdags hjemmekamp mod Højslev kan sikre sig oprykning til jyllandsserien.
Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen betegner pointdelingen som fair og retfærdig:
“Ja det var det. Dog med overvægt i store chancer til os. Det blev en kamp med højt tempo og masser af nærkampe på et velbesøgt solrigt Freja Park. Løgstør havde bolden en del uden at spille sig til noget. Og begge hold satsede benhårdt på omstillinger. Set med gule briller holder vi Løgstør fuldstændig fra fadet, og vi producerer selv tre fornuftig store chancer i kampen. Men det skal også siges, at Løgstør sidder på det meste de sidste 15-20 min, hvor de sværmer om vores felt. Et mål ville have løsnet op på kampen, som fra begges side var meget taktisk anlagt. Men vi ville gerne have taget alle tre point, så vi kunne presse Løgstør i de sidste kamp”, lød det fra Gundersted-forsvareren.