Torsdag d. 23. maj 2019 - Årgang 14

Løgstør kom stærkt tilbage

19-04-2019

Fodbold: Tre kampe i træk uden nederlag til LIF.

Tekst: Per Lyngby

Skærtorsdag skulle Løgstør forsøge at bygge videre på de seneste to flotte udesejre, men trods fordel af hjemmebane, måtte vesthimmerlændingene nøjes med et point efter uafgjort 2-2 i jyllandsseriiekampen mod Morsø.

“Vi gik ind til kampen med en idé om at være lidt mere på bolden men samtidig holde vores kompakte udgangspunkt. Begge dele lykkedes, Morsø kom ikke til chancer og vi holdt fint fast i bolden, men manglede lige det sidste for at blive farlige” vurderede Christian Hjortshøj Jensen efter kampen.

Kort før pausefløjtet fik Morsø et frispark i deres venstre side. Michael Hjortshøj halvklarede skuddet, men begik efterfølgende straffespark, som gæsterne omsatte i en scoring til 1-0.

I anden halvleg virker Løgstør dårligt organiseret, og det udnytter Morsøs venstre back, da han får en friløber, som han flot lopper i mål.

“Nydeligt udført”, erkender Christian Hjortshøj, som også konstaterer, at det var noget af det sidste, som gæsterne bød ind med i kampen.

Løgstør presser på for at få reduceret, og målet kommer, da Jesper Frederiksen afslutter og bolden bliver afrettet. Kort efter er det så Mike Hermansen, som fra en position et par meter uden for feltet smukt halvflugter bolden i en bue ind over målmanden.

Hjemmeholdet pressede på for at afgøre kampen, men i stedet er det Morsø, som får en kæmpe chance, der dog bliver afværget af Michael Hjortshøj.

“Derefter trækker vi nok en smule i håndbremsen for ikke at smide det ene point. Et point er trods alt bedre end ingen”, lyder det fra Christian Hjortshøj, som trods alt stiller sig tilfreds, når man ser på kampens forløb.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!