Pokalfodbold: To lokale hold spiller pokalfodbold tirsdag aften.
Tekst & foto: Per Lyngby
Når man til daglig spiller fodbold i serie 1, og den mest eksotiske udebanekamp er mod Vestthy på Vorupør Stadion, må det skabe begejstring, når man i pokalturneringen skal møde Nordens Paris.
Inden Løgstørs- fodboldspillere kammer over i begejstring over tirsdagens pokalmodstander, er det værd at bemærke, at holdet med det eksotiske navn til dagligt frister en tilværelse i toppen af serie 4 og spiller deres hjemmekampe på Aalborg Frejas baner i det vestlige Aalborg.
Med vigtige kampe i serie 1, hvor en oprykning er indenfor rækkevidde, vil det formentlig være reserverne fra Løgstør, som sendes i kamp tirsdag aften, hvor de måske kan komme i kamp mod den tidligere LIF’er Nicolai Bengtsson, som nu spiller i Nordens Paris.
I Aars IK har man valgt at være klubbens unge U19-spillere være stammen på det hold, som repræsenterer klubben i DBU’s pokalturnering.
Efter sejr i første kamp over Strandby, blev det i næste runde til en ny sejr, da serie 3 holdet fra Trekroner blev besejret med 3-2 i egen hule.
Det betød, at Aars var med i hatten til næste lodtrækning, der magede det således, at holdet som lavest rangerende får hjemmebanefordel mod Skals fra serie 1. Gæsterne har dog ikke været prangende i denne sæson, hvor de ligger nederst i Løgstørs pulje med bare et enkelt point.
Kampen er programsat til tirsdag aften på Aars Stadion.