Lørdag d. 18. august 2018 - Årgang 13

Løgstør slog topholdet

05-02-2018

Håndbold: I Aars vandt damerne igen, medens herrerne tabte til bundholdet.

Af Per Lyngby

Aars HK’s håndboldherrer i 2. division led et noget overraskende nederlag, da de lørdag måtte drage hjem fra besøget hos bundholdet HC Midtjylland med et nederlag på 23-25. Dermed mistede Aars også kontakten til toppen af rækken og er nu placeret på 5. pladsen med 17 point for 16 kampe. Sejren var i øvrigt blot den anden i sæsonen til den økonomisk kriseramte klub fra det midtjyske.

I damernes 3. division blev det til en ny sejr til Aars HK’s damer, som denne gang besejrede 1919 fra Aalborg med 27-24, og med 6 spillerunder tilbage er det efterhånden ved at være svært at se, hvem der skulle kunne spænde ben for Aars-damerne i oprykningskapløbet.

Farsø KFUM HK’s damer i 2. division spillede søndag eftermiddag hjemme mod Oddense-Otting - den kamp sluttede 25.25.

“Vi er bagud 6-1, men får da kæmpet os tilbage og kommer til halvleg nede med kun 12-13. I anden halvleg får vi styr på dem og kommer i front med 3, men så er de tilbage og foran. Vi har bolden til sidst men kommer ikke til noget. En superfed kamp mellem to hold, som gav den fuld skrue. Nu venter der os en lille pause, før vi skal i ilden igen”, fortæller holdleder Klaus Hansen.

I herrernes 3. division har Aalestrup vundet med 23-18 over Skive, medens Løgstør på udebane hentede en kneben sejr på 24-23 over topholdet Stoholm. Dermed er Løgstør igen inde i den intense topkamp i puljen.

Løgstørs damer i jyllandsserien vandt for første gang i år, da de på udebane besejrede Vrå-Børglum med 19-18. Dermed bytter de to hold plads i tabellen, hvor Løgstør nu er næstsidst.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!