Fodbold: Livlig kamp sluttede 1-1.
Tekst: Per Lyngby
Løgstør IF's fodboldherrer i jyllandsserien har hentet de fleste af deres point på udebane i dette forår. Derfor er det måske ikke så overraskende, at puljens tophold fra Frederikshavn måtte nøjes med 1-1 i søndagens kamp.
Resultatet overrasker heller ikke LIF-forsvareren Christian Hjortshøj:
“Tja, måske overraskende, men jeg går nu altid ind med en tanke om, at vi vinder, uanset hvem vi møder, men vi vidste, det ville blive svært”, siger Hjortshøj til Lokaltindblik.dk.
Begge hold starter som lyn og torden med chancer i begge ender. Allerede efter 8 minutter giver det bonus for hjemmeholdet, som sender en lang bold i dybden, hvor en angriber udnytter manglende kommunikation i LIF-forsvaret og sparker bolden i mål.
“Vi går ikke ned af den grund og bliver ved med at spille fodbold med dem. Lidt skuffende for et tophold, lever de meget på lange bolde. Og så slutter første halveg med et slemt sammenstød mellem Mads Svenstrup og en af deres. De knalder hovederne sammen med voldsom fart, Mads var klar til at spille videre, men deres spiller røg desværre med ambulance. God bedring herfra naturligvis”, lyder det fra Christian Hjortshøj.
Anden halveg forløber mere eller mindre på gæsternes præmisser, hvor det lykkes at få styr på de lange bolde, medens man selv spiller bolden fornuftigt rundt om deres kæder. Da en af hjemmeholdets spillere får gult kort for film, udnytter Løgstør muligheden i overtal, da Mathias Larsen flot scorer i det lange hjørne fra sin position som højre kant.
“Herefter sker der ikke alverden - udover Mathias Slot Larsen bliver ramt i hovedet på stregen og afværger en scoring. Fuldt fortjent point, vi ville gerne have haft 3, men 1 point kan også gøre det på en svær udebane”, slutter Christian Hjortshøj , som nu ser frem til to spændende kampe mod Morsø og Vorup i den kommende uge.