Håndbold: Med en sikker sejr på udebane rykkede Løgstør foran lokalrivalerne i tabellen.
Tekst: Per Lyngby
Torsdag aften var der dømt lokalderby i Aalestrup, hvor herrerne fra Aalestrup og Løgstør mødtes i herrernes 3. division. En vigtig kamp, hvor Løgstør med en sejr kunne komme på omgangshøjde med Aalestrup rent pointmæssigt, medens et nederlag modsat ville efterlade muslingebyens herrer i bunden af suppegryden.
Efter en god men pointløs indsats mod topholdet Tvis i runden før, var det et topmotiveret Løgstørhold, som gik på banen, og resultatet udeblev da heller ikke: 29-24 stod der i gæsternes favør da kampen blev fløjtet af.
De to vesthimmerlandske hold ligger hver med 7 point lige over nedrykningsstregen i den jævnbyrdige pulje, hvor der ikke skal mange point til, før man er oppe i selskabet lige under toppen. I næste runde spiller Løgstør hjemme mod Nibe - endnu et spændende lokalbrag. Aalestrup skal hjemme møde Nordthy, som ligger 1 point foran i tabellen.