Fodbold: Der var fuld plade for de vesthimmerlandske hold på fremmed græs lørdag.
Tekst: Per Lyngby
På trods af, at alle tre lokale hold lørdag spillede på udebane, lykkedes det for dem alle at komme hjem til det vesthimmerlandske med alle 3 point.
FUIK var på visit i Gug, som ikke havde intentioner om at skabe kampen, hvor man fra start overlod initiativet til gæsterne.
“Gug stillede sig fra start lavt på egen banehalvdel og spillede på kontra. Vi havde vel bolden 80 procent af tiden. Deres keeper fik rødt efter nødbremse efter en time. Vi spillede en fin kamp med god kontrol og kæmpe bold overtal. Mikkel Teglgaard og Simon Thrige stod for de to mål”, fortalte træner Rudi Møller til Lokaltindblik.dk efter kampen.
I næste runde har FUIK fordel af hjemmebane mod Svenstrup-Godthåb.
Hornum, som i de seneste to kampe har ladet modstanderne score tidligt, var opsatte på at kæmpe for sagen i den svære udekamp mod Hadsund. Og det gav pote med en sejr på 2-1 som resultat.
“Det var en såre fortjent sejr - og vigtig. Martin Kjær og Philip “Pippo” Mortensen stod for målene, og i begge tilfælde kom assisten fra Marc K. Nielsen”, fortalte HIF formand Johnny Nielsen efter kampen.
Torsdag drager Hornum endnu en gang til Østhimmerland, hvor der venter en svær udekamp mod Terndrup.
Aars IK var på besøg hos Svenstrup-Godthåb, og selv om gæsterne tillod sig at brænde et straffespark, lykkedes det for Morten Freundlichs tropper at komme hjem med en sejr på 1-0.
“Jeg er lidt tvivl om, hvem der scorede for os, tror måske det er et selvmål, men sejren er fortjent. Og så brændte Simon Ipsen straffe”, fortæller Aars-træner Morten Freundlich.
Aars spiller fredag aften hjemme på Sondrup Park mod Hadsund.