Fodbold: Der var ikke kedeligt, da Løgstør torsdag aften besejrede Viborg FF hjemme.
Tekst & foto: Per Lyngby
De tilskuere, som torsdag aften trodsede regnen og den danske pokalfinale på tv-skærmen for i stedet at se levende fodbold på Løgstør Stadion, kunne ikke klage over underholdningsværdien. De blev vidner til en hæsblæsende kamp med 11 mål og et rødt kort, da Løgstør vandt med de imponerede cifre 9-2.
Allerede inden der var spillet 10 minutter, havde et veloplagt Løgstør-hold afgjort kampen med tre hurtige mål - først ved Christian Husum efter 2 minutter og derefter ved Jesper Frederiksen og Kristjan Pavleka efter 7 og 8 minutter. Viborg gjorde det ikke lettere for sig selv, da de fik rødt kort i det 9. minut. Trods en mand i undertal fik de alligevel reduceret til 1-3 midt i halvlegen, men kort før pausen scorede Chris Severinsen på straffespark til pauseføring 4-1.
Anden halvleg blev lige så underholdende og målrig som første. Efter en times spil gjorde Jesper Frederiksen det til 5-1, Kristjan Pavleka til 6-1 efter 66 minutter og Mathias Slot Larsen til 7-1 efter 71 minutter. Så fik Viborg igen lov til at komme til fadet med en reducering efter 81 minutter, inden Mike Hermansen og Andreas Husum rundede målfesten af med scoringerne til 8-2 og 9-2.
Sejren bringer Løgstør lidt tættere på toprivalerne fra Hobro, som i denne runde kun fik uafgjort 1-1 mod Nibe.
Dermed burde Løgstør være advaret om ikke at tage for let på tingene, når de på søndag drager til Nibe, hvor sildebyens udvalgte har revanche til gode mod muslingebyens målslugere, som vandt det første opgør med 5-2.