Fodbold: Michael Hjortshøj blev fejret forud for kampen mod Gug.
Tekst: Per Lyngby Foto: Løgstør IF
Forud for hjemmekampen i jyllandsserien mod Gug, benyttede Løgstør IF lejligheden til at fejre målmand Michael Hjortshøj, som nu har spillet 150 kampe på klubbens førstehold.
Den rutinerede målmand er en frygtløs og reaktionsstærk mand mellem stængerne. Det flotte antal kampe kunne endda være fejret noget tidligere, hvis ikke det var fordi, han også er udstyret med et temperament, som kan komme i kog - trods det ellers kølige ydre. Men ind imellem er det blevet til en udvisning eller to og deraf følgende karantæner, som således har udskudt kamp nummer 150 en smule.
Jubilæumskampen mod Gug gav et meget godt billede af den populære målmands karriere - kampen bød nemlig på en solid indsats mellem stængerne, suppleret med et par bataljer med modstandernes angribere - dog uden at det førte til konsekvenser fra kampens dommer.
Michael Hjortshøj var chanceløs ved gæsternes scoring og kan givetvis blive en vigtig brik i holdets bestræbelser på at forblive i jyllandsserien, hvis han kan spille op til sit bedste niveau i årets sidste kamp på udebane mod Hjørring.