Håndbold: Begge forsvar var gavmilde, da Farsø mødte Aalborg HK.
Tekst & foto: Per Lyngby
Det er ikke hverdagskost, at Farsø KFUM HK's damer i 2. division scorer 30 mål i en kamp. Det skete tirsdag aften i hjemmekampen mod Aalborg HK, som dog var endnu mere målsøgende og derfor vandt kampen med 33-30.
Efter en god start, kom Farsø hurtigt i forsvarsmæssige problemer, måske fordi man ikke havde den normale førstemålmand, Christine Madsen, med til denne kamp. Gæsterne bragte hurtigt balance i regnskabet og gik til pausen med en føring på 16-13.
Anden halvleg startede skidt for Farsø, som pludselig måtte se sig bagud med 5 mål. Men midt i halvlegen kom holdet op og fik kontakt ved 25-27, og da gæsterne i kampens slutfase blev ramt af en dobbelt udvisning, var der håb om point - ikke mindst, da der blev reduceret til 29-30. Men Aalborg formåede at holde stand, og øgede endda til slut, så sejren kom til at lyde på 33-30.
Nederlaget betyder, at afstanden til top 4 nu er på 3 point, til gengæld er der hele 6 point ned til Aars, som ligger på 6. pladsen lige under Farsø.
Søndag skal Farsø en tur til Aarhus og møde topholdet VRI.