Fodbold: En sejr på 5-1 skabte luft til bundregionen for Hornum i serie 2.
Tekst: Per Lyngby Foto: Hornum IF
Hadsund var efter eget udsagn kommet seriøst på Bøh-landet - og de for vist endda vild i anden halvleg af den vigtige bundkamp.
Sådan skriver Hornum IF på deres Facebook-side efter tirsdagens bundkamp mod nedrykkerne fra serie 1, Hadsund, som fik et pænt skub mod endnu en mulig nedrykning, da Hornum vandt kampen så sikkert som 5-1.
Hadsund var åbenbart kommet så langt hjemmefra, at de ikke havde hørt om Philip “Pippo” Mortensen, som i den grad rundbarberede de udvalgte fra fjordbyen i øst. Fire gange nettede måltyven, som så småt begynder at gøre Mads Rask rangen stridig som markedsbyens bedste målskytte. Det er nok en titel, som Rask ikke sådan bare lade gå fra sig, så han benyttede lejligheden til at score kampens sidste mål til 5-1 for lige at gøre opmærksom på, at han er på vej mod sin gamle form efter en længerevarende skade.
Aftenens kampbold var i øvrigt skænket af en privat Hornum-familie, familien Kvitsau, og der måtte efter sigende nogen overtalelse til, før klubbens formand fik vristet bolden fra aftenens store målskytte, som nok mente, han burde have den som hædersgave.
“Sejren var aldeles fortjent, og giver HIF lidt luft i bunden, omend der fortsat ikke er langt ned til rækkens nedrykningsplads”, lød det fra Hornum-lejren efter den vigtige sejr.
I næste runde venter et spændende lokalopgør på udebane mod Gundersted.