Fodbold: Topholdet holder afstand til forfølgerne med 0-0 mod Morsø.
Onsdag aften kunne Løgstør tage et stort skridt mod oprykning til Jyllandsserien, hvis de på hjemmebane kunne sikre sig alle 3 point mod Morsø, som inden kampen var på tredjepladsen - 7 point efter topholdet fra muslingebyen.
Der stod således meget på spil for begge hold, men det var hjemmeholdet, som kom bedst fra land. Kasper Skak havde en stor mulighed efter et lille kvarters spil, men alene igennem måtte han se gæsternes velspillende målmand vinde den direkte duel mellem de to.
Morsø kom langsomt ind i kampen, og holdet formåede især at spille sig igennem i Løgstørs højre forsvarsside, hvor de flere gange kom bag om forsvaret og lagt farlige bolde ind foran mål. I en enkelt situation blev det rigtig farligt, da Morsø fik afsluttet, bolden strøg forbi Michael Hjortshøj og ramte stolpen og røg i spil. Eller måske ramte den stolpen, andre så det som om, bolden ramte en tværstiver eller et transporthjul bag stolpen og derfra røg ud igen. Trods protester fra gæsternes spillere og træner blev forsøget ikke anerkendt som en scoring, og midt i forvirringen løb Løgstør så op i den anden ende og var tæt på at score.
I anden halvleg fik Løgstør den kraftige, og kolde, vind i ryggen, og det forvaltede de generelt dårligt. Det blev ganske vist til 2-3 farlige afslutninger, men ellers forfaldt holdet til at sparke lange bolde frem mod gæsternes mål. Det kastede sjældent noget godt af sig, i de fleste tilfælde læste Morsø-forsvaret bolden og fik clearet, før der opstod fare, eller også løb bolden ud over baglinjen.
I halvlegens sidste kvarter stod der Morsø på det meste, og man kunne begynde at frygte, at hjemmeholdets defensiv ville bukke under. Det blev til flere farlige situationer, og efter et længerevarende pres mod slutningen, kunne Løgstør ånde lettet op, da dommerens slutfløjt lød.
Da Ulbjerg på samme tid spillede uafgjort mod Roslev, skete der ikke ændringer eller forskydninger i toppen, hvor forspringet til Ulbjerg fortsat er på 6 point, medens der er 7 ned til Morsø på tredjepladsen. Netop Ulbjerg er næste modstander for Løgstør, som påny har fordel af hjemmebane. Kan de forvalte den fordel noget bedre end onsdag aften, vil holdet stå med særdeles gode oprykningsmuligheder forud for de sidste tre spillerunder.