Fodbold: De nye puljer til efterårets fodboldsæson kan ses via links til højre her på siden.
Tekst & foto: Per Lyngby
Foråret er så småt ved at være slut for fodboldspillerne vedkommende, i den kommende tid står der sommerbold på programmet ved diverse by- og sportsfester.
I den netop afsluttede turnering har der været en nyskabelse, som har betydet, at der har været noget at spille for, næsten til sidste spark - for de fleste hold. Hvor der tidligere var en oprykkere og 2-3 nedrykkere fra hver pulje, er der nu også noget på spil for hold, som slutter lige over nedrykningsstregen - eller lige under oprykningsstregen.
Det nye system er et play off system, hvor de implicerede hold møder nye hold i play off kampe, hvor der står op- og nedrykning på spil. Et hold fra serie 2 kan således rykke op fra en andenplads, hvis de først formår at slå en anden 2-er fra serie 2 og derefter et af de nederst placerede hold i serie 1. Sker det, bytter serie 2 og serie 1 holdet plads.
I Løgstørs Jyllandsserie pulje var der noget på spil for alle hold forud for sidste spillerunde, og trods en sejr på 3-1 over topholdet Frederikshavn, måtter Løgstør erkende, at det ikke var nok. Holdet på retur til serie 1 efter en enkelt sæson i jyllandsserien. Puljen var meget tæt, og det var kun få point, som adskilte top og bunde, da sæsonen var færdigspillet.
Gundersted havde på forhånd meldt ud, at det ville være en stor præstation, hvis de formåede at blive i serie 1. Det var måske at underspille lidt, for holdet sluttede som en flot nummer 3 efter de to oprykningsfavoritter fra Aalborg Freja og Nibe. I den sydlige pulje måtte Kvik-Aalestrup kæmpe noget hårdere, og holdet måtte til slut ud i en playoff kamp mod Brønderslev. Den kamp tabte Kvik-Aalestrup, som dermed rykker ned i serie 2 i efteråret.
FUIK er i de seneste sæsoner ofte sluttet på den andenplads, som ikke gav oprykning. Men i dette forår, hvor en sådan placering kunne give en ekstra mulighed, røg holdet så ned på tredjepladsen og skal således også i efteråret tørne ud i serie 2. Hornum lå længe i den tunge ende, men en stærk anden halvsæson betød, at holdet klarede frisag, uden at skulle ud i play off.
I serie 3 deler Aars IK på sin vis skæbne med FUIK. Klubben vekslede de mange andenpladser fra de seneste sæsoner til en 3. plads, og så står den også på bold i serie 3 i den tidligere vesthimmerlandske storklub, som for få år siden havde ambitioner om divisionsbold og storstadion. FUIK's andethold havde et svært forår efter oprykningen og må ned i serie 4 sammen med Løgstørs andethold.
Man skal helt ned i serie 4 for at finde vesthimmerlandske oprykkere, men her er der så til gengæld 2 af slagsen. Strandby og Aars rykker op fra samme pulje, Strandby som nummer 1, medens Aars qua sine mange point på andenpladsen rykker direkte op i serie 2 uden at skulle i playoff. Fjelsø og IK Vest rykker ud af rækken.
Vindblæs kom ikke med op fra serie 4, men til gengæld rykker klubbens andethold op fra serie 5.
Efterårets puljer
DBU har for nyligt offentliggjort de nye puljer for efteråret.
I serie 1 skal Løgstør møde Gundersted, Støvring, Hanstholm, Thisted, Morsø, Skive og Nibe.
Farsø-Ullits IK og Hornum er igen havnet i den samme pulje i serie 2, hvor de øvrige hold er Bælum-Solbjerg, Hobro, Hornbæk, St. Restrup, Randers Freja og Nørager.
Kvik-Aalestrup er kommet i en sydlig pulje i serie 2. hvor modstanderne bliver Alheden, Bjerringbro, Fårvang, Kjellerup, Ulbjerg, Viborg FF og Viborg Søndermarken.
Nyoprykkede Strandby skal i serie 3 krydse klinger med Aars 2, Sønderup-Suldrup, Tjele Vest, Skals, Møldrup-Tostrup, Borup og Hersom-Bjerregrav.
Aars 1 skal i deres serie 3 pulje møde Doense-Vebbestrup, Dronningborg, Helsted, Purhus, Spentrup, Terndrup og Valsgård.
I serie 4 er der mange lokale hold i samme pulje: FUIK, Løgstør, Vindblæs, Skørping, Kvik-Aalestrup, Støvring, Sønderup-Suldrup og Øster Hornum.
I kvindernes serie 1 bliver der lokalbrag mellem Hornum og Gundersted, medens de øvrige hold i puljen er Als, Gug, Nibe og Team Viborg.