Fodbold: Hornum besejrede bundproppen fra Valsgård med 5-0.
Tekst & foto: Per Lyngby
Forleden kunne topscorer Mads Rask ikke være med, da Hornum mødte Aars IK, hvor han ellers var assistenttræner i fjor. Ikke, at han ikke havde lyst, men kort forinden havde han også scoret på hjemmefronten, hvor han blev far!
Søndag aften var den nybagte far så med i startopstillingen mod Valsgård, som i premieren tog point fra Hornum. Og der skulle blot spilles 2 minutter, så havde Mads Rask sendt kuglen i nettet. Dermed lagde han grunden til en sejr på 5-0 og en kærkommen revanche for pointtabet på udebane.
Man skulle dog hen til anden halvleg, før der for alvor kom gang i tingene, men så gik det også raskt, selv om topscoreren ikke kom yderligere på tavlen. Et par minutter inde i halvlegen gjorde Niels Sigvardsen Nielsen det til 2-0, og 10 minutter senere kom der to hurtige scoringer - først ved Lasse Nielsen og minuttet efter ved Martin Kjær Christoffersen. Med et kvarter tilbage rundede Lasse Nielsen af med scoringen til 5-0.
Hornum er 4 point foran lokalrivalerne Strandby på andenpladsen og skal i næste runde møde Svenstrup-Godthåb på udebane.