Fodbold: Nederlag til Løgstørs bedste mandskab, medens andetholdet vandt. Hornum sluttede med uafgjort.
Tekst og foto: Per Lyngby
Om det var oprykning, pokalsucces og byfest, som i kombination var skyld i det, skal være usagt. Under alle omstændigheder blev det en kendsgerning, at Løgstørs fodboldherrer i serie 1 løb ind i deres kun andet nederlag i sæsonen, da den sidste kamp blev tabt med 3-4 til AaB på udebane. Kampen havde dog ingen betydning for nogen af holdene.
I serie 3 var der heller intet på spil i sidste spillerunde, hvor Hornum spillede 1-1 over Ulbjerg, som for længst har sikret sig oprykning. Løgstør sluttede med en sejr på 3-2 over Støvring, og slutter dermed på andenpladsen foran netop Hornum.
I serie 4 havde Aggersund reddet sig inden sidste spillerunde. Heldigvis, kan man tilføje, for holdet fik ikke et ben til jorden mod oprykkerne fra Aabybro, som vandt med tenniscifrene 6-0.