Fodbold: Aars møder Helsted to gange på tre dage - torsdag blev det til sejr på udebane.
Tekst: Per Lyngby
Afgørelsens time begynder at nærme sig for Aars IK's fodboldherrer i serie 3. Og holdet er for en gang skyld i den heldige situation, at de selv kan afgøre, om det skal blive til oprykning til serie 2.
Sagen er klar, hvis holdet kan vinde sine tre sidste kampe, så vil førstepladsen og dermed oprykningen være i hus. Torsdag aften blev det så til første skridt, da Helsted blev besejret på egen bane. Sejren blev på beskedne 1-0, men den var helt fortjent ifølge en AIK-tilskuer, Lars Lund Poulsen, som havde taget turen til det nordlige Randers for at se kampen:
“Aars vinder helt fortjent, men får ikke scoret mål nok, og derfor bliver det lidt spændende til sidst, hvor de lurer på at få udlignet på omstillinger. Det lykkedes ikke, og vi bør også kunne vinde over dem hjemme i Aars på lørdag, for vi er bestemt et bedre hold end dem, men det kommer selvfølgelig an på, hvordan vi får grebet det an”, lyder det fra Lars Lund Poulsen over telefonen på vej hjem fra kampen.
Det vitale mål blev scoret af Mads Kristensen på oplæg fra Rasmus Lund Poulsen.
Hvis det lykkes for Aars også at vinde det andet opgør mod Helsted, kan oprykningen blive en realitet allerede på lørdag, hvis de eneste konkurrenter til pladsen, Purhus, taber deres udekamp mod Terndrup. Kampen spilles, før Aars går på banen hjemme på Sondrup Park, og Aars-spillerne vil derfor have mulighed for at kende resultatet, inden de selv spiller deres kamp.
Mon ikke, Stadioninspektør René Carøe diskret lægger et par flasker champagne på køl i klubhuset? Bare for en sikkerheds skyld….