Fredag d. 18. januar 2019 - Årgang 13
Cheftræner Rasmus Nygaard fik sig en lufttur efter oprykningen var i hus

Oprykningsfest i Løgstør

21-10-2018

Fodbold: Med en hjemmesejr på 4-2 over Højslev kunne LIF'erne lade champagnen flyde.

Tekst: Per Lyngby   Foto: Jacob Dalgaard

Et suverænt men også turbulent efterår i Løgstør IF blev lørdag eftermiddag kronet med poppede champagnepropper og oprykningsfest. En hjemmesejr på 4-2 over Højslev betyder, at ingen af de øvrige hold kan indhente Løgstør, som i øvrigt er ubesejret i efteråret.

Det startede ellers skidt for hjemmeholdet, som kom bagud allerede efter 2 minutters spil. Inden pausen havde Andreas Sloth og Mike Hermansen dog vendt kampen til oprykningsfavoritternes fordel, og selv om Højslev udlignende til 2-2 efter pausen, satte Løgstør og specielt Kasper Skak trumf på med 2 scoringer, som sikrede sejren og dermed oprykningen.

Træner Rasmus Nygaard fik den obligatoriske lufttur, da det er ham, som sammen med Henrik “Mini” Rasmussen har stået i spidsen for holdet, siden det midt i efterårssæsonen blev til et brud med træner Andreas Overgaard, som i parentes bemærket var en af de første til at lykønske via Facebook med at oprykningen var i hus.

Sidst LIF var i jyllandsserien, blev det til en hurtig nedrykning - ikke mindst fordi holdet kom rigtig skidt fra start. Holdet har dog gennem de seneste to halvsæsoner vist skræmmende styrke og stor målfarlighed, så som minimum bør holdet klare sig fri af nedrykning - og objektiv set er der potentiale til også at spille med i toppen.

Der er nu kun en enkelt kamp tilbage i efteråret - på udebane mod Viborg, og selv om den ikke har den store betydning, vil Løgstør sikkert gå efter at bevare sin status som ubesejret, samtidig med at de kan give Kvik-Aalestrup lidt hjælp i den tætte nedrykningsstrid.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!