Elever fra Overlades Friskoles 5. klasse vandt lørdag d. 17. november den nordjyske finale i Skolernes DM turnering i sportsskydning og er nu klar til landsfinalen i morgen.
Ved den Nordjyske finale konkurrerer 20 hold om tre pladser, der giver kvalifikation til DM-finalen. På hvert hold er der 4 elever, det kan både være piger og drenge på et hold. Vinderholdet fra Overlade Friskole var Andreas Myrup, Jeppe Virenfeldt, Kasper Nielsen og Rasmus Mikkelsen. I finalen opnåede de 767 point, hvilket var 4 point mere end 2.pladsen.
Deres finalesejr giver kvalifikation til DM-landsfinalen, der afvikles i morgen på Vingsted Skydecenter ved Vejle. Vejen til den nordjyske finale er kommet i hus via en 2. plads i indledende runde, som blev afviklet hos Vilsted Skytteforening, Her har de også fået undervisning og træning i foreningens skyttehus på Vilstedvej 203.
Overlade Friskoles første hold blev nr. 2 i den indledende runde med score på hele 774 ud af 800 mulige point. 20 hold havde kvalificeret sig til den nordjyske finale ud af de 314 hold, som deltog i indledende runde. Holdene kommer fra 5. klasser, som har afviklet deres konkurrere i de lokale skytteforeninger i hele Nordjylland.
Toppedalskolen deltog også i indledende runde hos Vilsted Skytteforening og var kun et enkelt point fra at, kunne have kvalificeret sig til den nordjyske finale.
Skolernes DM turneringen i Sportsskydning arrangeres hvert år i samarbejde med DGI Skydning, Dansk Skoleidræt og de lokale Skytteforeninger. Turneringen er blevet afviklet siden 1995 med årlig deltagelse på ca. 7.000 femte klasseelever. Vilsted Skytteforening deltager hvert år i turneringen med de lokale skoler, hvor Overlade og Vilsted friskoler samt Ranum Skole, Toppedalskolen og Vester Hornum Skole hvert år inviteres på
skydebanen i Vilsted.
Træning og undervisning i Skyttehuset i Vilsted er blevet afviklet i skoletiden, hvor alle eleverne er mødt op sammen med deres klasselærer og kommer som et hold, hvilket giver et godt sammenhold. Det er også en super måde for foreningen at komme i kontakt med mulige ny skyttemedlemmer.