Et rigtigt juleløb skal vel også have julesne. Det fik Løgstør Gå og Løbeklub i hvert fald i morgentimerne op til årets juleløb, der blev sat i gang klokken 11.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Bortset fra at der nogle steder var spejlglat på grund af aftenens og nattens frostvejr, var det en flot og let snedækket rute, som løbeklubben i dag præsenterede for de 62 løbere, som havde tilmeldt sig juleløbet. Løberne blev sendt af sted fra Løgstør IF's klubhus på Frederik Den VII's Allé klokken 11 af Dorthe Mogensen fra klubben.
Løbeklubben havde henlagt den 3,3 kilometer lange rute gennem Løgstørs centrum og gennem Christiansmindeskoven for at gøre klubben synlig i bybilledet. Ruten kunne gennemløbes et vist antal gange, inden man kunne hoppe af og mødes i klubhuset. 13 løbere havde på forhånd besluttet sig for at løbe en halvmaraton på ruten.
Dorthe Mogensen understreger, at der er tale om et hyggeligt løb, hvor det handler om at være sociale. Derfor blev der heller ikke kåret én - men rigtig mange vindere. Der var således både diplomer og medaljer til alle deltagere.
Efter et par timer blev juleløbet afsluttet med varm suppe, kaffe og kage i klubhuset.