Håndbold: De lokale divisionshold hos herrerne har fået en flot start på sæsonen.
Tekst: Per Lyngby
Der plejer at være tale om jævnbyrdige kampe, når Aars og Nøvling mødes i håndbold. Således også, da de i denne weekend mødtes på Nøvlings hjemmebane i Klarup Hallen, hvor gæsterne fra Aars sikrede sig en kneben sejr på 22-21. Dermed blander Aars sig i det meget tætte topfelt, hvor Hjallerup med 7 point er et mulehår foran et forfølgerfelt på 4-5 klubber.
I herrernes 3. division er der indtil videre ikke nogen, som har været i stand til at stoppe Aalestrup. Holdet fulgte udesejren på 29-25 over VIF Mors op med en knusende sikker hjemmesejr på 30-22 over Tornby. Dermed topper vesthimmerlændingene deres pulje med maksimumpoint 8 efter 4 kampe. Løgstør ligger lige efter med 4 point men for bare 3 kampe. Der går dog lidt tid, inden de to hold skal krydse klinger, idet de først møder hinanden i den sidste kamp inden julepausen.