Fodbold: Tre vesthimmerlandske hold var i aktion fredag aften
Tekst: Per Lyngby
Fredag aften spillede Aars IK i serie 2 hjemme mod Gug. Det blev en kamp, hvor hjemmeholdet sad på det meste og vandt en fortjent sejr på 3-0.
“Vi havde styr på kampen fra start til slut”, lød det efter kampen fra træner Morten Freundlich, som dermed fik sæsonens første sejr og point, efter det i premieren blev til nederlag mod FUIK.
Målene mod Gug blev scoret af Christian Tøttrup, Emil Krogh Kristensen og Simon Ipsen. Næste opgave for kimbrerne bliver udekamp mod Svenstrup-Godthåb næste lørdag.
I serie 4 havde Strandby fordel af hjemmebane på Beachtown Arena, hvor gæsterne fra Astrup-Arden ellers kom bedst fra start og bragte sig foran med 1-0 og 2-1. Men herefter tog hjemmeholdet fat, og da kampen var slut stod der 8-2 i Strandbys favør på måltavlen, som hænger på klubhuset.
Nikolaj Jensen scorede 3 gange for Strandby, Patrick Rosengreen 2, Andreas Husum, Michael Buchholdt og Niels Peter Greth hver 1.
Strandby topper puljen med 9 point for 3 kampe og en målscore på 14-4. I næste runde venter Haverslev på udebane i noget der ligner et tidligt topopgør, da Haverslev efter 2 kampe har maksimumpoint 6.
Vindblæs var også i aktion i deres serie 4 pulje fredag aften, hvor det på udebane blev 1-1 mod Tranum. Michael T. Pedersen scorede for Vindblæs, som i kampens slutfase kæmpede med næb og klør for at få det ene point med hjem, og det lykkede trods tre gule kort i slutfasen.