Fredag d. 20. oktober 2017 - Årgang 12
Line S. Jensen med skinne på benet og blomster i hænderne, takker det store publikum, som var mødt frem på Hornum Stadion for at hædre hende efter EM i fodbold, hvor det blev til en fornem sølvmedalje. Også til Line S. Jensen, selv om skadet måtte se finalen fra sidelinien.

Sølv-helt blev hædret i Hornum

11-08-2017

Line S. Jensen gæstede fredag aften Hornum Stadion, hvor hendes barndomsklub hædrede hende for den sølvmedalje, hun vandt med de danske fodboldkvinder ved EM for nylig.

Tekst & foto: Per Lyngby

I Hornum kunne man godt fornemme, at talentet måske var større end klubben, da Line S. Jensen efter at have trådt sine første fodboldstøvler i klubben, drog videre og forfulgte talentet.

Det talent bragte hende først til Aalborg og senere den danske storklub på kvindefronten Fortuna Hjørring, inden hun drog til USA for at spille som professionel i den bedste liga for Washington Spirit.

På det danske landshold er Line S. Jensen den vigtige balancespiller, som skal erobre bolde i forsvaret og sikre et fornuftigt opspil, når man har fat i bolden. Hun var en vigtig brik på det danske hold ved EM i Holland for nylig, hvor hun måtte udgå i semifinalen med en alvorlig knæskade, som satte hende udenfor i finalen mod værtsnationen, som Danmark tabte med 2-4. Måske fordi man manglede Line S. Jensens kvaliteter i den vigtige kamp!

Fredag aften blev hun hædret i barndomsklubben, hvor formand Johnny Nielsen roste hende for hendes evner som fodboldspiller og for at hun i flre medier har fremhævet Hornum som sin barndomsklub.

Johnny Nielsen overrakte en stor buket blomster til Line S. Jensen, som kvitterede med en kort takketale - efterfølgende kunne de lokale fans så få en snak med hende i klubhuset, hvor de også kunne se den nyvundne sølvmedalje og få en autograf af den talentfulde fodboldspiller.

De lokale fodboldherrer bidrog også til festivitasen, da de i deres premierekamp i serie 2 vandt en knusende sejr på 4-0 over Nørager-Rørbæk.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!