Fodbold: Med en udesejr på 2-0 over Kvik-Aalestrup står de grønne med mere end det ene ben i serie 3.
Tekst & foto: Per Lyngby
Strandby IF har været ganske suveræne i dette forår, hvor det kun er blevet til et enkelt nederlag. Om det har været holdets styrke eller andre faktorer, der har spillet ind, vides ikke, men i de to seneste opgør har modstanderne simpelthen sendt afbud. Det er derfor blevet til 6 point hentet på skrivebordet.
Spillelysten og motivationen var derfor til at tage at føle på, da Strandby-spillerne fredag aften entrede den velplejede grønsvær på stadion i Hvam. En sejr over Kvik-Aalestrup ville for alvor få champagnepropperne til at sidde løst, medens et nederlag ville gøre spændingen i toppen lidt større forud for de sidste to runder.
Med en sejr på 2-0 på scoringer af Mikkel Pedersen og Thomas Steffensen fortsatte Strandby kursen mod serie 3, og meget skal gå galt, hvis ikke billetterne kan indløses allerede mandag aften på Overlade Stadion i udekampen mod IK Vest. Da de to hold senest mødtes på Beachtown Arena blev det til en knusende sejr på 16-0 til topholdet, så det er svært at se, hvordan IK Vest skal kunne sætte en kæp i hjulet på den velsmurte maskine.