Fodbold: Topholdet blev presset på Beachtown Arena, men trak fra til slut.
Tekst: Per Lyngby
I efteråret har Strandby tabt alle kampe, men har dog i de fleste tilfælde leveret en godkendt indsats - med undtagelse af udekampen mod Skals, hvor man blev slået klart.
Der var derfor lagt op til, om ikke en resultatmæssig, så dog en indsatsmæssig revanche, da Skals lørdag eftermiddag gæstede Beachtown Arena. Og det lykkedes, selv om det blev til et nederlag på 1-4:
“Ja, vi var egentlig godt tilfreds med kampen, men som mange gange før, så slipper kræfterne op, når vi skal ind i de sidste 10 minutter. Men vi vil da helt klart bruge det positive fra kampen i dag i næste kamp. Vi var igen hårdt ramt af skader og afbud - det er lidt frustrerende, at vi igen og igen skal starte med at fjerne 5 mand på holdkortet fra forrige kamp. Men omvendt, er der stor kredit til dem, der så står klar til at hjælpe til. Med lidt mere tur i den og kontinuitet, så havde vi også haft point. I dag irriterer det mig grusomt, at vi starter begge halvlege med at forære et mål væk”, siger træner Troels Nymark.
Selv om det også denne gang var øv øv, glæder træneren sig til næste weekends kamp og sigter efter at Borup skal være det hold, der må bøje sig for Strandby.