Fodbold: Lørdag blev det til holdets niende nederlag på stribe.
Tekst: Per Lyngby
Det er bestemt ikke så sjovt at være Strandby-spiller, tilhænger eller træner i dette efterår. Efter oprykningen er holdet gået fra nederlag til nederlag og ligger uhjælpelig sidst i serie 3 med et rundt 0 på pointkontoen.
De triste kendsgerninger får dog ikke træner Troels Nymark til at slå op i banen:
“Nej, det tager vi nu helt roligt. Det eneste, vi kunne være utilfredse med i dag, var faktisk, at vi forærede dem et mål i slutfasen. Vi er jo i en situation, hvor der er meget andet end resultatet, som bliver vigtigt for os at måle på. I dag havde vi en frygt for, at det kunne blive rigtig grimt. 3 timer før kick-off var vi altså kun 10 spillere klar. Vi er hårdt ramt af skader, og i dag havde vi tre mænd på holdkortet som er +35 og en enkelt som er +40”, lød det efter nederlaget fra træneren.
Strandby blev 11 mand til start, og man nåede at få indskrevet 13 mand. Og trods de svære vilkår spillede holdet en god kamp.
“Faktisk har vi nu spillet ni kampe, og fra set en elendig kamp i Skals, så har vi ikke haft noget at skamme os over. Vi er også afklaret med, hvor vi spiller efter jul, men vi er også af den overbevisning, at vi rykker ned som et stærkere hold, end da vi rykkede op. Og det synes jeg i al beskedenhed, at vi gjorde ret godt” siger Troels Nymark, som nu ser frem mod den kommende weekends kamp mod Aars 2 med en indstilling om at “Beachtown never Say die!”