Fodbold: I den kommende weekend begynder en ny fodboldsæson.
Vejret har på mange måder været med fodboldspillerne i optakten til forårssæsonen, hvor man har undgået frost og kulde. Til gengæld har marts været særdeles våd, hvilket til tider har gjort det umuligt at træne eller spille på græs.
I den kommende weekend bliver spillerne så sendt i aktion for alvor, når der tages hul på forårssæsonen kampe. I Farsø og Aars har man kunstbaner og dermed en rimelig garanti for at kunne komme i gang på hjemmebane, medens Løgstør og andre må sætte deres lid til, at banerne er klar til premieren. Det vil nok være en god ide at tjekke op med klubberne, inden man begiver sig ud for at se fodbold - aflysninger kan forekomme her først på sæsonen.
Løgstør havde et lidt turbulent efterår med trænerskifte, uden at det dog påvirkede indsatsen på banen. Holdet sluttede som en suveræn oprykker og skal igen prøve kræfter med jyllandsserien. Første opgave bliver Vorup, som gæster Løgstør Stadion lørdag eftermiddag. Her kan også for første gang se den nye træner, Kim Christensen, i aktion på sidelinjen.
I serie 1 spiller Gundersted ligeledes hjemme, hvor de på Freja Park får besøg af efterårets store skuffelse, Thisted, som har en del at revanchere - også mod landsbyklubben, som havde et godt tag på Thyboerne i efteråret.
Kvik-Aalestrup er kommet i en mere sydlig pulje, hvor holdet hjemme skal møde FC Silkeborg i første runde lørdag eftermiddag.
FUIK spiller også hjemme lørdag eftermiddag. Her får Jens Bojers tropper besøg af Møldrup, som man har noget at revanchere imod, da et nederlag til Møldrup i efteråret sætte en kæp i hjulet for et unge FUIK-holds oprykningsdrømme.
Hornum er tilbage i serie 2 og skal i premieren møde Sønderup-Suldrup på udebane lørdag eftermiddag.
FUIK's andethold, som er nyoprykket i serie 3, tyvstarter allerede fredag aften, hvor holdet hjemme på eget kunstgræs møder Hersom-Bjerregrav, medens Aars og Løgstør tørner sammen på Løgstør Stadion lørdag eftermiddag.
I en lokalpræget pulje i serie 4 er der også “early bird” i Aars, hvor hjemmeholdet allerede fredag aften byder IK Vest op til dans på kunstgræsset, medens Strandby lørdag eftermiddag tager imod Vindblæs hjemme på Beachtown Arena. Kvik-Aalestrup starter ude mod Klejtrup, medens Fjelsø-Gedsted skal en tur til Viborg og møde B67.
I kvindernes Jyllandsserie er der igen et vesthimmerlandsk hold med. Gundersted sikrede sig oprykning i efteråret og sæsondebuterer hjemme mod Støvring.