Fodbold: Med den tredje sejr på stribe topper Kvik-Aalestrup serie 2.
Tekst: Per Lyngby
Kvik-Aalestrup har fået en forrygende start på efteråret, hvor holdet sikrede sig den tredje sejr på stribe, da Ulbjerg onsdag aften blev besejret med 2-0 hjemme i Hvam.
“En forholdsvis sikker sejr i en kamp blottet for tempo. Vi scorede efter to hjørnespark, det ene endda direkte af Søren Eriksen, og på nummer to assisterede han Simon Mortensen, som kunne heade sit første mål i den røde trøje i kassen. Resten af kampen var en kedelig affære, som ikke bød på meget andet end halve chancer til os, som ikke blev spillet store nok. Grimme tre point tæller dog som bekendt også, og dét, at vi står med fuldt hus efter tre kampe, er yderst godkendt”, lyder det fra assistenttræner Danny Bartholomæussen.
I næste runde møder Kvik-Aalestrup på søndag Alheden på udebane. Det ud fra tabellen en overkommelig opgave, da Alheden endnu ikke har hentet nogen point.