Fodbold: Lokalbrag og topopgør venter i de næste to kampe.
Tekst: Per Lyngby
Med en forventet hjemmesejr over Roslev tirsdag aften er Løgstørs fodboldherrer i serie 1 nu klar til at tage hul på en spændende uge, hvor de to kommende weekend byder på kampe, der kommer til at afgøre, om klubbens status hedder jyllandsserien til efteråret.
Hjemmesejren over Roslev blev grundlagt på tre mål i første halvleg - to af Kasper Skak og et af Jesper Frederiksen. I anden halvleg udbyggede Kristijan Pavleka og Christian Hjortshøj føringen, så sejren kom til at lyde på 5-0.
På fredag aften skal Løgstør en tur til Hvam for at møde Kvik-Aalestrup, der nok er opsatte på at revanchere nederlaget i Løgstør tidligere på foråret - og måske sætte en kæp i hjulet på oprykningsdrømmene for Andreas Overgaard og hans tropper.
Kan Løgstør komme ud af lokalopgøret i Hvam med mindst et enkelt point, er der lagt op til lidt af en oprykningsgyser hjemme mod Hobro lørdag den 15. juni.