Gamle faldefærdige huse i Vesthimmerlands Kommune vil snart blive jævnet med jorden. Kommunen har i dag fået 8,9 millioner kroner af Indenrigs- og Socialministeret til nedrivning af husene.
Indenrigsminister Karen Ellemann har i dag udmøntet 150 millioner kroner til nedrivningsstøtte, og blandt de 34 kommuner, som får tilskud, er Vesthimmerland. Med 8,9 millioner kroner er Vesthimmerlands Kommune den kommune, der får det næststørste beløb. Kun overgået af Lolland, som får hele 18,8 millioner til at fjerne faldefærdige ejendomme.
”Det var lige, hvad vi havde brug for – en julegave som er anvendelig til at forskønne især i landsbyer og i det åbne land – ved at nedrive forfaldne bygninger og rydde op på grundene,” siger byråds- og folketingsmedlem Per Bisgaard(V) fra Aalestrup.
I budget 2010 har Vesthimmerlands Kommune selv afsat 1 million kroner til nedrivning, og Landsbyudvalget har allerede været i gang med at registrere de gamle rønner rundt om i kommunen.
"Vi har haft en arkitekt ude at vurdere hvert enkelt hus for at få en objektiv vurdering. En faldefærdig ejendom kunne jo også være bevaringsværdig," siger Asger Andersen (S), formand for Landsbyudvalget.
Han oplyser, at 75 huse er blevet registreret, og af dem er de 50 umiddelbart nedrivsningsklar. Asger Andersen peger på ejendommen på hjørnet af Oudrup Kirkevej og Aarsvej, som eksempel på en ejendom, der er oplagt at få fjernet.
Det bliver dog først henover de kommende måneder, der tages beslutning om, hvor pengene skal bruges. Pengene skal nok få ben at gå på, og kommunen havde da også søgt om det dobbelte antal millioner, siger Asger Andersen. Han tilføjer, at der nu skal ansættes en projektleder til at føre nedrivningerne ud i livet, og nedrivningerne begynder tidligst 1. april næste år vurderer udvalgsformanden.
Uden at ville gå for meget i detaljer siger Asger Andersen, at kommunen allerede har været i kontakt med Låsby Svendsens kurator. Det er velkendt, at Jens Svendsens ejendomme ofte er i dårlig forfatning, hvilket har affødt et dårligt ry i Vesthimmerland. Men der er også mange andre nedrivningsmodne ejendomme, fastslår Asger Andersen.
Han oplyser, at der kan gøres brug af forskellige modeller, når puljen på de knap 10 millioner kroner skal fyres af. Kommunen kan vælge at købe en grund og fjerne bebyggelsen. Alternativt kan kommunen støtte en lodsejer til at fjerne en ejendom.
”Det er et trist syn, når gamle huse står og forfalder, som vi desværre ser nogle steder i landet. Tilskuddene fra Indsatspuljen til oprydning og nedrivning skal være med til at skubbe udviklingen i en række yderområder i en gunstig retning. Med de 150 millioner kroner fra staten er jeg sikker på, at vi kan medvirke til at gøre landsbyer og landområder i de støttede kommuner mere attraktive at bo og færdes i,” siger Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann.
Indsatspuljen på 150 millioner. kroner blev oprettet som led i kommuneøkonomiaftalen for 2010 mellem regeringen og KL.