Løgstør Handel fejrede i går 140 års jubilæum.
Lørdag var der fest i hovedgaden i Løgstør, da handelstandsforeningen, som i dag hedder Løgstør Handel, kunne fejre 140 års jubilæum. Byen havde besøg af Herregården Hessel, der mødte op med deres snapselaug med smagsprøver og fedtemadder. Rundt om i byen var der en trædrejer, en gammel smedje, en væver og meget mere, der ledte tankerne tilbage tilbage til 1800-tallet.
Østerbrogade var i dagens anledning spærret af, og ned gennem byen var der masser af nye biler og en masse gamle, flotte traktorer fra Hessel. Byens handlende holdt åbent til kl. 15 og havde fundet mange gode tilbud frem.
Der var også mulighed for at komme på rundtur i hestevogn med to flotte heste foran og se trylleshow og møde Cykelmyggen på sin helt specielle cykel. Solen og det gode vejr trak folk til fra nær og fjern, så det har uden tvivl været en god dag for de handlende at fylde 140 år.