I går blev blomstermanden Johnny Haugaards forårsudstillinger i Aars, Aalestrup og Farsø indviet, og i dag kommer turen til Løgstør.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Der var vel mødt et par hundrede mennesker op på Kræn Spillemands Plads i aftes for at overvære den officielle åbning af den vilde forårsudstilling udtænkt af Johnny Haugaard. Manden var selv mødt op til indvielsen, hvor han takkede de mange frivillige, som har været med til at føre hans vilde idéer ud i livet i de fire byer.
Men det sammenhold er noget de mindre byer kan, fastslog Johnny Haugaard.
Udstillingen Naturens Stemme - Forfald har fire elementer. Det er luft i Aars, jord i Aalestrup, ild i Farsø og vand i Løgstør. I Farsø blev indvielsen derfor markeret med et fakkeloptog fra Johannes V. Jensen & Thit Jensen Museet til den centrale plads midt i byen.
Netop søskendeparret Thit og Johannes V. er centrale i udstillingen i Farsø, hvor de står midt i det hele med ryggen til hinanden som et symbol på de to forfatteres modsætningsfyldte forhold.
At Kræn Spillemands Plads tidligere har lagt jord til en butik, der brændte ned, og senere en juleudstilling, som blev afbrændt, er først kommet Johnny Haugaard for øre efter, at Farsø fik ilden som element i forårsudstillingen.
I dag åbner udstillingen i Løgstør på Skoleengen, hvor elementet er vand i form af store bølger dekoreret med muslinger som det centrale. Det sker klokken 9.00.
Til de fire udstillinger i Vesthimmerlands fire hovedbyer er der blandt andet brugt 2.800 ruller ståltråd. I Løgstør er byen desuden blev ryddet for tandstikker, som skulle bruges til at spidde forårsløg på.