Tobak var en mangelvare i Danmark under og efter 2. verdenskrig, og mange dyrkede selv deres tobak. Derfor fik en ganske ung smedelærling i Farsø i 1943 en lidt speciel opgave: Han skulle lave en maskine til at skære tobaksblade på.
Poul Nielsen, som smedelærlingen hed, var i lære hos sin farbror, som i øvrigt aldrig blev kaldt andet end farbror. Han havde lejet værkstedet af J. A. Christensen, der var blevet bestyrer af elværket.
J. A. Christensens bror, Per Kaldahl Christensen, var én af dem, der dyrkede tobak til eget forbrug. Hans datter, Margit Laursen, kan tydeligt huske, hvordan hun blev sendt ud for at høste de store tobaksblade. De blev trukket på snor, og tørret på loftet i stuehuset. Når de var tørre, skulle de blandes med forskellige ting. Margit Laursen husker ikke præcist hvad, men det kan have været honning, sukker, whisky eller andre gode sager.
Hun kan til gengæld huske, at hvis tobaksbladene ikke slog til, tørrede de noget rødkløver, og brugte det som supplement.
Til sidst skulle tobakken skæres, og Margit Laursen har brugt mange timer på at skære tobak med netop denne maskine.
Opgaven med at lave en lille skæremaskine passede godt til den unge smedelærling, der elskede at makke med udfordrende opgaver. Inspirationen hentede han fra en hakkelsesmaskine, der blev brugt til at skære havre på en gård, hvor han havde haft et sommerjob, inden han som 14-årig kom i smedelære.
Nye opgaver kom til, og snart var tobaksskæremaskinen ude af Pouls tanker, i hvert fald de næste 75 år eller der omkring.
Da Poul var udlært, tog han til Island, sammen med 3 andre unge mennesker. Alting var træls og besværligt i Danmark under og lige efter krigen. De var overbeviste om, at livet måtte være bedre på Island, der i 1940 var blevet besat af englænderne. Ret hurtigt tog amerikanerne over, og det måtte være en garanti for et bedre liv, og ikke mindst bedre cigaretter, mente de.
De rejste til København for at tage færgen ”M/S Dronning Alexandrine” til Island. Pengene rakte lige akkurat til en 3. klasses billet. Det viste sig at indebære, at de rejselystne unge mennesker blev låst inde i lastrummet, og ikke så dagens lys igen, før færgen nogle dage senere lagde til på Færøerne, inden turen gik videre til Reykjavik.
Her nåede Poul at købe nogle kartoner amerikanske cigaretter, som han sendte hjem til sin tobakshungrende faster i København. En god gerning, som dog endte med at koste fasteren en mindre formue i told.
På Island fik Poul arbejde på en tekstilfabrik, hvor han var ansvarlig for vedligeholdelsen af maskinerne. Da han vendte hjem næsten tre år senere, fik han igen arbejde hos sin farbror, der i mellemtiden var flyttet til nye lokaler på C. R. Brix Vej. Virksomheden hed nu Farsø Maskinværksted.
Poul Nielsen blev senere direktør i virksomheden, og var med til at flytte den ud på Fabriksvej, hvor den nu ligger, og hedder Farmas.
Og nu springer vi frem til 2018, hvor Poul for længst er blevet pensioneret, og er på besøg hos sin datter og svigersøn. Naboen går og arbejder i haven, og da det går op for Poul, at det er J. A. Christensens barnebarn, bliver han inviteret på en øl.
Snakken går livligt, og på et tidspunkt fortæller Poul, at han kan huske, at han blev bedt om at lave en tobaksskæremaskine. Han kan dog ikke huske, om den nogensinde blev færdig, eller hvordan den så ud.
Naboen beder dem undskylde, at han lige er nødt til at gå hjem et øjeblik. Få minutter senere kommer han tilbage med maskinen, som familien aldrig har nænnet at skille sig af med, selv om den selvfølgelig ikke har været brugt i mange år.
Og til trods for, at opgaven bare var én af mange, da Poul påtog sig den, fremkalder det vist alligevel en lille tåre i øjenkrogen, at han pludselig sidder med en maskine, som han lavede for omkring 75 år siden.
Maskinen står lige nu i hans stue, hvor han stolt viser den frem til venner og bekendte. Det er på hans initiativ, at denne lille historie endelig er blevet skrevet.
