Tove og Jørn Nielsen kan fejre 25 års jubilæum som indehavere af Løgstør Døgnkiosk.
Kiosken i Bredgade 10 var lukket, og en tvangsauktion truede, da Tove og Jørn Nielsen i 1984 sprang til og købte forretningen og genåbnede butikken som Løgstør Døgnkiosk. Nu har parret passet kiosken i 25 år.
Tove og Jørn Nielsen kom til Løgstør for 30 år siden, hvor de overtog købmandsforretningen i Fischersgade ved siden af den nuværende frisørsalon Møller & Hertzberg. Fra 1984 til 1988 drev de både købmandforretningen og Løgstør Døgnkiosk, men i 1988 lukkede de købmandsforretningen for at satse fuldt ud på døgnkiosken.
"Købmandsforretningen gav for lidt til, at det var besværet værd," siger Jørn Nielsen og tilføjer, at der i Løgstør var 13 eller 14 købmandsforretninger, da han kom til byen for 30 år siden.
Gennem årene er Løgstør Døgnkiosk blevet bygget om indtil flere gange. I 1984 var butikken kun på 40 kvadratmeter. Siden er arealet blevet mere end fordoblet.
Men udviklingen på dagligvaremarkedet er ikke gået ubemærket hen hos Løgstør Døgnkiosk.
"Da supermarkederne begyndte at holde længere åbent, gik vores kolonialsalg ned. Derfor har vi i dag så lidt som ingenting af den slags. Jeg burde faktisk smide det sidste ud, men det skal være sådan at folk kan komme og købe en liter mælk," siger Jørn Nielsen.
For at kompensere for den manglende indtægt på kolonial, anskaffede Løgstør Døgnkiosk i 2003 nogle spilleautomater, og indtjeningen herfra har så godt og vel kunnet opveje det tabte. Ved den seneste ombygning sidste år fik kiosken anskaffet flere automater. Ellers har Løgstør Døgnkiosk gennem årene været kendt for udlejning af film.
På lørdag fejrer Tove og Jørn Nielsen deres jubilæum med en reception. Jørn forstår ikke, at der allerede er gået 25 år. Men det er et tegn på, at tiden er gået godt.
Med den nære kontakt til en bred kundekreds får Jørn Nielsen også betroet mange ting, og det er med til at give til tider lange arbejdsdage ekstra indhold. Kiosken har åbent alle årets dage undtaget juledag. Og selv om der bliver tid til sommerhus og andre ting, så er det altid med visheden om, at de står i beredskab, hvis der opstår problemer i forretningen, hvor der dagligt er mellem 250 og 400 ekspeditioner. Livet som kioskejer kræver en særlig livsstil, erkender Jørn Nielsen.
Tove Nielsen er 54 år og har gennem årene haft freelancejob som bogholder ved siden af driften af kiosken. Jørn Nielsen er 58 år.