Jobpatruljen fandt overtrædelser af reglerne hos flere end hver tredje unge fritidsjobber i det nordjyske. Det tal er bekymrende højt.
Først den gode nyhed: Langt de fleste steder bliver der taget godt imod Jobpatruljen, fagbevægelsens årlige kampagne, der tager rundt og informerer unge og deres arbejdsgivere om regler og rettigheder.
Og så den knap så gode nyhed: Flere end hver tredje af de unge fritidsjobbere løfter mere, end de må, arbejder alene, får ikke de pauser, de har ret til, udskænker alkohol eller arbejder med kemikalier eller farlige maskiner, selv om det er stik imod reglerne for unge mellem 13 og 17 år i job.
I to tilfælde har Jobpatruljen på sin vej rundt i Nordjylland mødt unge under 18 år, der udskænker og serverer alkohol alene, selv om de ifølge loven skal være under opsyn af en person, der er over 18 år. Disse tilfælde bliver sendt til faglig opfølgning hos en medarbejder i fagforeningen 3F, som kan melde den pågældende virksomhed til politiet, hvis det vurderes, at loven er overtrådt.
Vi skal passe bedre på de unge
Jobpatruljen i Nordjylland har denne sommer interviewet 355 unge i fritidsjob. Ud af dem har Jobpatruljen i 139 tilfælde registreret en overtrædelse af de regler, der gælder for unge fritidsjobbere.
Dét tal er både overraskende og alarmerende højt, mener Jobpatruljens nordjyske tovholder, Kristian Juul Kjær.
- Vi kan ikke umiddelbart mindes, at det tal har været så højt før, så det er bekymrende. I rigtigt mange af tilfældene er der tale om, at den unge f.eks. arbejder alene og uden voksenopsyn, ikke får de pauser, de har krav på, eller løfter for tunge ting. Nogle vil måske mene, at det er mindre overtrædelser, men her er det vigtigt at pointere, at det er altså ikke voksne mennesker, vi har at gøre med. Det er unge i alderen 13 til 17 år, som er ude i deres livs første job, og vi ved, at de unge i forvejen har dobbelt så stor risiko for at komme til skade på jobbet sammenlignet med deres voksne kolleger. Så uanset karakteren er alle regelbrud alvorlige, og vi er simpelthen nødt til at blive bedre til at passe på vores børn og unge, når de får deres debut på arbejdsmarkedet, siger Kristian Juul Kjær.
Tunge løft og farlige maskiner
Et eksempel på en hyppigt set overtrædelse af reglerne er unge, der arbejder i supermarked eller købmandsbutik og jævnligt løfter på mælkekasser.
- En fyldt mælkekasse vejer 15 kilo, og når du er under 18 år, må du maksimalt løfte 12 kilo ad gangen. Vi har også mødt nogle unge, der betjener en brødskærer eller rengør en flaskeautomat indvendigt. I sådanne tilfælde er det en overtrædelse af reglerne om, at unge under 18 år ikke må arbejde med eller rengøre farlige maskiner. Vi har også set eksempler på ungarbejdere, der fylder opvaskemiddel på en opvaskemaskine og dermed overtræder reglerne om, at unge ikke må arbejde med kemikalier, forklarer Kristian Juul Kjær.
Arbejdstilsynet fører statistik over alle de arbejdsulykker og skader, som bliver anmeldt. I 2019 var der i alt 450 anmeldte ulykker med unge under 18 år. Omkring hver tredje af ulykkerne gav mere end tre dages fravær. 15 procent af ulykkerne førte til mere end en måneds sygefravær.
En ting, der kendetegner mange af de sager, Jobpatruljen i år er stødt på, er travlhed og mangel på personale. Noget, der i sagens natur kan lægge ekstra pres på de ungarbejdere, der er i job. Samtidig er andelen af unge, der har et fritidsjob, faldet fra 38,2 procent i 2008 til 32,1 procent i 2020. I alt havde ca. 110.00 unge mellem 13 og 17 år et arbejde i 2020. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Altid arbejdsgiverens ansvar
Men uanset manglen på arbejdskraft og stor travlhed i sommerlandet, er det altid arbejdsgiverens ansvar, at reglerne bliver overholdt, understreger Kristian Juul Kjær. Og heldigvis bliver Jobpatruljens besøg i 99 procent af tilfældene taget godt imod på arbejdspladserne.
- Generelt er både arbejdsgiverne og de unge glade for at tale med os, og i de tilfælde, hvor vi kan konstatere, at reglerne for de unge fritidsjobbere ikke bliver overholdt, oplever vi stor velvilje og interesse i at få løst problemerne, siger Kristian Juul Kjær, der er ungdomskonsulent hos HK Nordjylland og tovholder for Jobpatruljen i Nordjylland.
Unge har fordoblet risiko for at komme til skade