Dyrene på Nørregaarden i Oudrup får gæster i weekenden, når der er julemarked på gården.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Kenneth Baand har haft travlt i de sidste par dage med at gøre klar til det store rykind, som ventes i weekenden. Selv har han ingen idé om antallet af gæster, men da han sidst holdt julemarked på besøgsgården for to år siden kom der omkring 500 mennesker.
-Men nogle siger, der i år kommer 1.000, siger Kenneth Baand, der er indehaver af Nørregaarden, som ligger på Stengårdsvej i Oudrup.
Gården drives som besøgsgård med en masse forskellige dyr, som man kan komme og se. Det kan man også i weekenden, hvor nogle af de 25 stande faktisk rykker helt ud i staldene blandt dyrene. Andre boder stilles op i maskinhuset, hvor der også bliver solgt mad ved siden af besøgsgårdens gårdbutik.
Udover minigrise, geder, gæs, høns og ænder, kaniner og fugle, kan man udenfor også møde kvæg af racerne Hereford og Dexter. Kødkvæget benyttes i det daglige til afgræsning, hvilket er Nørregaardens vigtigste indtægtskilde.
Idet parkeringsmulighederne på Nørregaarden er meget begrænset, henstiller Kenneth Baand til parkering langs Stengårdsvej. Til gengæld vil der være mulighed for at hoppe på en af de to vogne, som efterspændt en traktor vil fragte gæsterne frem og tilbage.
Søndag vil der samtidig være julemarked i Vindblæs Mulitcenter, hvor lokale udstillere vil vise deres ting frem, og her vil der tilmed være gratis gløgg og æbleskiver.