150-året for forfatteren Johannes V. Jensen markeres hele året.
Fredag var 150-årsdagen for Johannes V. Jensens fødsel. Han kom til verden i Farsø som søn af den lokale distriktsdyrlæge og var den næstældste i en søskendeflok på 11.
Oprindeligt rejste Johannes V. Jensen, V’et står for Vilhelm, til København for at studere medicin, men hans liv tog en anden drejning og det blev litteraturen, som kom til at fylde hans liv. Med store værker som Kongens Fald, kåret til århundredets danske bog i 1999, Den lange rejse og Himmerlandshistorier har den himmerlandsk fødte forfatter skrevet sig ind i Danmarkshistorien.
I 1991 blev der åbnet et museum for forfatteren i Farsø, og trods en hadsk kamp med søsteren gennem store dele af livet, er Johannes i dag kommet til at dele museum med Thit Jensen i fødehjemmet i Søndergade i Farsø.
Museet lagde på fødselsdagen lokaler til en fest for forfatteren. Museets formand, Hans Støttrup Jensen, bød velkommen og efter afsyngelse af Johannes V. Jensens Danmarkssang (Hvor smiler fager den danske kyst…) stod professor Johs. Nørregaard Frandsen for en fremragende festtale om dagens hovedperson foran et propfyldt museum, hvor næsten 100 var mødt frem.
Blandt gæsterne var også fire efterkommere af Jensen, tre børnebørn og et oldebarn. En af dem professor emeritus Gorm Jensen holdt også tale, og et andet barnebarn, Frans Villum Elass, overrakte på vegne af et oldebarn, Anders Villum Jensen og hustru Mary Ann Daher, som er bosat i USA, et maleri, som kunstneren Frits Syberg malede af Johannes V. Jensens sommerhus i Tibirke på Nordsjælland.
Lørdag med borgmestertale og kagebord
Lørdag fortsatte festligholdelsen af Johannes med et arrangement på centertorvet i Farsø Rådhuscenter, hvor borgmester Per Bach Laursen (V) stod for festtalen. Han kom ind på Johannes V. Jensens store interesse for motorcykler og omtalte, hvorledes Jensen kørte rundt i hele Jylland og lod sig inspirere til sit forfatterskab. Om Jensens Himmerlandshistorier sagde Per Bach Laursen, at de fremragende beskriver det vesthimmerlandske landskab og kulturen i den lokale befolkning - kulturarv, når det er bedst, fastslog borgmesteren, som også betegnede Johannes V. Jensen som en af vore største forfattere overhovedet. Bach Laursen fremhævede også det store arbejde, som mange frivillige udfører på forfattermuseet i Farsø, som er et af det største af sin art i Danmark. Der udføres et stort stykke arbejde til glæde for lokale borgere, turister og de frivillige selv. Kultur i autentiske rammer for forfatteren, som i 1944 modtog Nobelprisen i Litteratur.
Foruden borgmesterens festtale bød arrangementet lørdag formiddag også på historisk spillemandsmusik udført af Himmerlandsk Spillemandsmusik, som består af medlemmer af Kulturskolens Folkemusik Orkester, og så var der et populært kagebord med kaffe og fødselsdagskage med bysbarnets navn skrevet i glasur.
Festligholdelsen og markeringen af Johannes V. Jensen fortsætter året igennem med koncerter, foredrag og højskoledage. En aften sidst i juli er der veteranmotorcykeltræf, hvor lederen af forfatter- og oversættercentret på Hald Hovedgaard, Peter Q. Rannes, som i øvrigt selv er barnefødt i Farsø, fortæller om Johannes V. Jensen som motorcyklist og hans uovertrufne beskrivelser af at køre på motorcykel.
Næste arrangement finder sted den 4. februar, hvor der er højskoledag på museet i Farsø