Løgstør BIO vil ikke bukke under, når filmfremvisning bliver digitaliseret. Og nu kan man købe varme popcorn.
Indenfor filmfremvisning er der nye tider på vej. Gennem flere år har der været talt om digital fremvisning af film, og det er da også undervejs i blandt andet USA, hvor det dog har vist sig svært at opnå en tilfredsstillende standard. Hos Løgstør BIO er foreningen, som står for driften, klar til at investere, når tiden er inde.
"Vi ved ikke hvornår det går løs her i Danmark, men der er mange kræfter i gang, ligesom der også er mange rygter om at digitaliseringen vil betyde døden for mange små biografer.
Sådan kommer det ikke til at gå her hos os." Det slog formanden for Løgstør BIO's Venner, Mona Jensen (til højre i billedet), fast, da hun på lørdagens generalforsamling gjorde status over biografens aktuelle tilstand.
Mona Jensen fortalte, at biografen har konsolideret sig, så den er rustet til den investering, som digitaliseringen vil kræve.
På andre områder har Løgstør BIO allerede investeret. Efter længere tids overvejelse har bestyrelsen overgivet sig og som en af landets sidste biografer indkøbt en popcornmaskine, så filmelskerne nu kan få friske varme popcorn under forestillingen.
"Dankort-maskine har vi også investeret i efter moden overvejelse, så vi ikke skal sende folk af sted ud at jagte kontanter 5 minutter før filmen starter," fortalte Mona Jensen i sin beretning.
At den store drøm om en sal nummer 2 stadig lever, bekræftede formanden: "Det ligger lidt tungt med mulighederne, så måske skal vi til at finde et helt andet sted, og hvem ved, måske kommer den dag hvor der også i Løgstør skal bygges multikulturhus, hvor man kunne samle både sporten og kulturen."
Løgstør BIO's bestyrelse og operatører har for nyligt været i Skive og set, hvordan noget sådan kan gøres.
"Vi ved at når drømme skal realiseres, skal der penge til, så derfor gør vi, hvad vi kan for at have økonomien i orden, så vi kan stå klar til at tage imod nye udfordringer, når tiden er moden," sagde Mona Jensen.
På generalforsamlingen var der 3, der forlod bestyrelsen for Løgstør BIO's Venner. Det var Annette Skræp, Jan Birk og Peter Amdisen (billedet). De blev afløst af Betina Jensen, Morten B. Laustsen og Torben Saxild.
Bestyrelsen har konstitueret sig således: formand: Mona Jensen, næstformand: Birgitte Krogh Madsen, sekretær: Susanne Hansen, driftgruppe: Henriette Jensen, filmgruppe: Anette Birk, PR-gruppe: Torben Saxild, operatører og teknik: Morten B. Laustsen, IT: Betina Jensen. 1. suppleant: Martin Røhl
2. suppleant: Jan Birk.