Flere hundrede gæster var mødt frem, da Dayz i Rønbjerg søndag indviede et nyt legeland.
Tekst og foto: Per Lyngby
Det ungdommelige publikum holdt sig pænt bag den røde snor, som var ophængt foran det nye legeland hos Dayz i Rønbjerg søndag formiddag. Tålmodigt ventede de på, at centerets aktivitetschef og kommunens borgmester fik sagt nogle pæne om om nyheden, hvorefter den røde snor kunne klippes og de mange børn kaste sig over aktiviteterne.
Borgmester Knud Kristensen (Kons.) havde sikkert taget højde for, at der ikke var publikum til de lange taler denne søndag. I en kort tale fremhævede han feriecenteret i Rønbjerg som passer fint ind i kommunens satsning på turisme i de kommende år. Med henvisning til det til tider lunefulde danske sommervejr fremhævede Knud Kristensen feriecenteret som et godt tilbud til børnefamilier og andre med lyst til en aktiv ferie, hvor i-pads og computere bliver lagt væk for en stund.
“Gid dette flotte legeland må blive slidt op, og gerne hurtigt, for det vil være et tegn på, at det bliver brugt”, sagde kommunens førstemand, inden han sammen med maskotten “Funny” greb saksen og med lidt besvær klippede den røde snor til det forjættede land.
Det nye legeland er placeret i en bygning, som forbinder centerbygningen med aktivitetshallen. Derved får man samlet aktiviteterne mere centralt end det var tilfældet tidligere, hvor legelandet Mombassa lå lidt i periferien af centeret. Det flotte legeland er indrettet i et mere end 1000 kvadratmeter stort område, som også rummer hyggekroge og en udvendig terrasse. Desuden vil der i nærmeste fremtid blive åbnet et kreativt værksted, som skal være med til at supplere centerets mange aktivitetstilbud til såvel overnattende gæster dom dagsgæster.
Væggene i bygningen er prydet af farvestrålende motiver, som nærmest falder sammen med gulvet og danner en særdeles flot kulisse for børnenes leg. Motiverne er tegnet af Sara Bøgh, som er datter af ejerne af Dayz, medens man har haft et par københavnske graffitikunstnere til at stå for selve udførelsen af vægkunsten.
Forruden gratis leg til alle de fremmødte var der også is til alle. Udenfor kunne man se en flot demonstration, hvor en elev fra Ranum Efterskole viste centerets wakeboard-bane i funktion. En bane, som man indviede i fjor og som der har været stor interesse for.