Farsø mister til april en af byens gamle butikker, som efterlader en tom plads i Rådhuscenteret.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Til april står Farsø uden en boghandel. Det bekræfter Dennis Simonsen, som er medindehaver af Bog & Idé i Rådhuscenteret. Han har de sidste 5 et halvt år drevet butikken sammen med sin bror Klaus Simonsen, men de sidste par år har forretningen ikke givet overskud.
Boghandlens historie i Farsø rækker et halvt århundrede tilbage, og Dennis Simonsen er derfor ked af, at det er ham, der skal lukke butikken.
- Det er ikke coronaens skyld, for den kom vi sådan set fint igennem. Men vi kan konstatere, at kundestrømmen gennem Rådhuscenteret er mindsket, og derfor har vi skåret ned og rettet til for at få økonomi i butikken. Men det er også en stor omkostning at være en del af Bog & Idé kæden, siger Dennis Simonsen, der også forgæves har forsøgt at sælge butikken videre.
- Min bror og jeg har i kæden ry for at være gode til at optimere, så vi har gjort alt, vi kunne for at sikre butikken. Vi har også haft potentielle købere, men når de har set regnskaberne, kan de se, at det bliver svært at drive den videre, erkender Dennis Simonsen.
Nu håber han, at kunderne fremover vil benytte boghandlen i Aars for fortsat at handle i kommunen. Udover Bog & Idé i både Farsø og Aars, ejer brødrene også to butikker i henholdsvis Aabybro og Aalborg.
- Vores andre butikker har også oplevet et lille knæk, men ikke i samme målestok, som den i Farsø, slutter Dennis Simonsen.
Sidste åbningsdag i Bog & Idé i Farsø, som også er en del af Legekæden, er den 29. april.
Skriv en kommentar
Dit navn:Indtast koden i nedenstående boks:
Din kommentar:
Bemærk: span> HTML bliver ikke oversat!