Både i Vesthimmerland og i Jammerbugt kommuner er der på borgmesterkontorene skepsis overfor Vejdirektoratets plan om at afskaffe de fysiske brovagter på Aggersundbroen.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Brovagten på Aggersundbroen skal spares væk. Det samme skal brovagterne på Vilsundbroen, Hadsundbroen og Kronprins Frederiks Bro, som krydser Roskilde Fjord ved Frederiikkssund. I stedet skal de fire broer fjernstyres fra Vejdirektoratets Trafikcenter i København. Med den manøvre mener Vejdirektoratet, at de årlige driftsomkostninger på de fire broer kan reduceres fra 15 til 10 millioner kroner.
Det betyder fyring af 18 brovagter. Istedet skal der ansættes 3-4 mand i et akutberedskab, som kan rykke ud til broerne i særlige situationer.
Men på Aggersundbroen vækker forslaget harme. Dels er brovagterne overhovedet ikke blevet spurgt eller orienteret om Vejdirektoratets planer, og dels holder planerne slet ikke vand:
- Vi bliver sure, når de siger, at de får en bedre service ved at lave fjernstyring af broerne, siger Michael Christensen, der er brovagt på Aggersundbroen. Som brovagt laver han mange ting på Aggersundbroen, som ikke står i hans kontrakt og som heller ikke føres ind broens logbog. Derfor vil Vejdirektoratets beregninger heller ikke holde vand, påpeger han.
Hans kollega, brofoged Richard Kristensen, er enig. På en bemandet bro kan man lettere ordne nogle af de udfordringer, der dagligt sker både på asfaltvejen og ad vandvejen. Bliver broen fjernstyret fra København, kommer det med garanti til at gå ud over trafikanterne, der helt sikkert kommer til at holde i kø i både halve og hele timer, når det går i ged på broen, fastslår brofogeden. Det kan blive fatalt, når der skal udrykningskøretøjer over broen, tilføjer han.
Blandt skrækeksemplerne er de 20-25 brede transporter, der dagligt kommer i sommerhalvåret, hvor der samtidig er 25-30 daglige åbninger af broen. Det bliver et mareridt at få trafikken til at glide over den smalle bro, hvis det skal styres fra København, siger Michael Christensen, der også jævnligt får besøg i vagthuset af især udenlandske chauffører, der skal have gode råd, hvis de kommer med et for højt køretøj.
Borgmestre vil have dokumentation fra trafikministeren
I går var der kommunalt topmøde på Aggersundbroen, hvor borgmester Knud Kristensen fra Vesthimmerland og hans kollega Mogens Gade i Jammerbugt dukkede op for at se på sagen. Umiddelbart havde Knud Kristensen indstillet sig på, at Aggersundbroen selvfølgelig godt kunne fjernstyres fra København. Derfor var sigtet rettet ind mod at sikre, at arbejdspladserne ikke blev placeret i København - men i Nordjylland.
Men efter en indførelse i brovagternes opgaver er han kommet på andre tanker.
- Vel kan vi automatisere, men det er alle de her andre ting, som brovagterne ordner, der gør, at det bliver en serviceforringelse, siger Knud Kristensen, der nu sammen med Mogens Gade vil sende en bekymringsskrivelse til trafikminister Hans Chr. Schmidt, til hele Transportudvalget samt Vejdirektoratet. Heri vil de to borgmestre bede om at se dokumentation for, at der reelt kan spares 5 millioner kroner ved at fjernstyre de fire broer.
Besparelserne kan nemlig hurtigt blive ædt op af andre omkostninger. Skal Midtfjord El eksempelvis kaldes ud til en opgave på broen, vil de nemlig skulle sende to elektrikere af sted, fordi der af sikkerhedshensyn altid skal være to til stede på broen, siger Michael Christensen.
Hvis ikke Vejdirektoratets plan bliver omstødt efter det politiske pres, der nu lægges fra Vesthimmerland og Jammerbugt, vil Aggersundbroen blive fjernstyret fra 1. januar 2019.