Elny og Søren Peter Jensen har solgt deres livsværk i Brøndum. På torsdag overtager en ny ejer Brøndum Auto.
Efter 42 år med forretning i Brøndum har ægteparret Elny og Søren Peter Jensen på onsdag sidste arbejdsdag. De har solgt forretningen til Svankjær Købmandshandel, hvis indehaver, Poul Sørensen, kun vil drive selve tankanlægget videre. Poul Sørensen ejer i forvejen 10 ubemandede stationer under navnet Lavpris Benzin.
I disse dage og frem til og med på onsdag sælger Søren Peter Jensen derfor ud af alt i sin dagligvarebutik, der således lukker, som den sidste af sin slags i Brøndum.
Pouls Sørensen siger til Lokaltindblik.dk, at han vil forsøge at udleje butikslokalerne og autoværkstedet, men der er ikke på forhånd indgået aftaler med lejere.
Søren Peter og Elny Jensen startede Brøndum Auto i 1967 på adressen Aalborgvej 133, hvor der også var tankstation. 4 år senere påbegyndte de byggeriet af et nyt værksted og tankstation i udkanten af byen, hvor de også opførte en bolig. Siden 1973 har firmaet været drevet fra den nye adresse på Aalborgvej 104.
I 1976 startede Brøndum Auto forhandling af Honda - en forretning, som blev bibeholdt i 10 år og som indebar en udvidelse med nyt udstillingslokale. Gennem alle årene har søren Peter Jensen sideløbende drevet autoværksted, og i storhedstiden var der ansat 3 svende og 4 lærlinge. Det var dengang værkstedet servicerede tankbilerne fra det for længst hedengangne Brøndum Mejeri.
I starten blev der solgt benzin fra BP og siden Q8. Men siden 1990 har Brøndum Auto solgt benzin i privat regi. Et par år senere åbnede Søren Peter dagligvareforretningen i den tidligere biludstilling.
Søren Peter Jensen er fyldt 65 år og har de sidste par år flere gange været tæt på at sælge forretningen. Nu er det lykkedes efter mange gode år.
"Det bliver jo ikke lettere at sælge ved at udskyde det," siger Søren Peter Jensen, der om mindre end en uge skal til at vænne sig til at holde ferie. Det har der nemlig kun været tid til i kort tid ad gangen gennem årene. Hustruen Elny har fortsat deltidsarbejde på lægehuset i Ranum, som hun beholder indtil gemalen har vænnet sig til at være pensionist, som hun siger.
Det er kun erhvervsbygningerne, der er solgt. Elny og Søren Peter Jensen beholder privatboligen, som dog også er sat til salg.