En af de tidligere borgmestre i Aars har fået rejst en bronzebuste i Aars Lystanlæg. Den blev afsløret nytårsaftensdag kl. 11.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Nytårsaftensdag plejer at blive markeret i Aars med kanonsalut ved Himmerlands Saluteringslaug. Det blev dagen også i år, men denne gang var der koblet ekstra festivitas til begivenheden. Der blev nemlig afsløret en bronzebuste af Aars' tidligere borgmester, Holger Mikkelsen, som tilskrives en stor del af æren for den udvikling, der er sket i Aars.
Holger Mikkelsen blev i 1954 valgt ind i sognerådet i Aars på Landbolisten. I 1956 blev han sognerådsformand, og den titel beholdt han indtil kommunalreformen i 1970, hvorefter han blev borgmester indtil sin død i 1971 som kun 55-årig.
Forinden nåede han at stå i spidsen for opkøb af 210 hektar jord rundt omkring Aars, som banede vejen for udvikling af byen til parcelhuskvarterer og nye industrikvarterer og ikke mindst uddannelsesinstitutioner og landets første landgymnasium.
Den nuværende borgmester i Aars, Per Bach Laursen, fik æren af at afsløre bronzebusten, som egentlig skulle have været afsløret for to år siden som en del af Aars' 150 års jubilæum. Men festen fusede ud på grund af coronarestriktioner, og derfor har komitéen bag "Aars By 150 år" valgt at udsætte afsløringen til i dag.
Busten er udført af Jan Anker Petersen fra Alstrup, og det har indtil i dag været holdt hemmeligt, hvem busten skulle forestille. Offentligheden havde kun fået at vide, at det var en foregangsperson, som har stor ære af udviklingen i Aars. Måske var det derfor, at et par hundrede mennesker var mødt frem til afsløringen, hvor også Kimbrergarden og Arosiakoret medvirkede.
Udover Per Bach Laursen og Jan Anker Petersen holdt også museumsdirektør Broder Berg en tale, hvori han også hyldede alle de andre, som har stået bag Holger Mikkelsen, for udvikling er kun mulig, når man løfter i flok, påpegede Broder Berg.
Holger Mikkelsens børn og familier var også inviteret til højtideligheden, hvor de samtidig fik udleveret et eksemplar af den jubilæumsbog, som blev skrevet til byjubilæet, og hvori Holger Mikkelsen også er omtalt.