Caspar Phillipson havde taget sin søn med som pianist til årets julekoncert i Løgstør Kirke.
Der var kun lovord at høre blandt publikum, da Caspar Phillipson og hans søn Silas i går havde afsluttet deres julekoncert i Løgstør Kirke. Nogle troede måske, at den dansk-engelske entertainer kun kan danse og lave skuespil, men han er også en eminent sanger, der uden mikrofon sagtens kunne synge Løgstør Kirke op.
Ved flygelet havde han sin søn Silas, der er uddannet klassisk pianist, hvilket han undervejs også gav et par prøver på. Sidst i koncerten gav de et flot firhændigt nummer, hvor de begge sad ved flygelet.
Ellers var det velkendte danske og engelske julesange, som var på programmet. Men der var også en enkelt ny: "Nissen fra Dragør". Sangen har Caspar Phillipson selv skrevet til julekalenderen i Tidsrejsen 2, og i aftes fik den Jyllandspremiere i Løgstør Kirke.
I løbet af den cirka 80 minutter lange koncert afslørede Caspar Phillipson desuden, at indfødsretsudvalget på Christiansborg i morgen stemmer om, at han kan få dansk statsborgerskab. Hans mor er dansk og hans far er engelsk, men dengang for 53 år siden kunne man ikke få dobbelt statsborgerskab.
Det var Lions Club Løgstør, der i samarbejde med Løgstør Kirke havde arrangeret koncerten, som blev overværet af 150 mennesker.