Endnu en sejr til damerne fra Team Vesthimmerland. De lokale piger bevarer deres 2. plads i damernes tredjebedste række i håndbold med weekendens sejr på 27-21 over Mejrup-Hvam.
Søndag middag gæstede de Team Vesthimmerlands damer TDC-hallerne, hvor dagens modstander var Mejrup-Hvam, der inden kampens opgør befandt sig på en fjerdeplads i puljen - kun et point efter TVH. Derfor var der også lagt op til en spændende og vigtig kamp mellem de to tophold. Hjemmeholdet stillede op med blot 9 spillere, samt en noget smallere trup end holdet tidligere har været i besiddelse af. Der skulle gang i forsvarsspillet, samt fokus på små, hurtige afleveringer i kontraspillet, hvis TVH skulle hive en komfortabel sejr hjem i søndagens opgør.
Team Vesthimmerlands piger etablerede hurtigt deres stabile 6-0 forsvar, hvorefter 3 hurtige kontra- og andenbølgemål resulterede i en 3-0 føring i udeholdets favør. Desværre var dette en kort fornøjelse og få sekunder senere, bragte hjemmeholdet sig foran med 4-3. Kampens første halvleg bølgede frem og tilbage, og både hjemme-og udehold var flere gange i teten med et enkelt mål eller to. Halvlegen ender dog retfærdigt med stillingen 13-13. Både spillere og trænere havde en god fornemmelse, eftersom Team Vesthimmerland havde spillet fornuftigt angrebsspil i kampens første halvdel, og det var blot et spørgsmål om at forbedre paradespillet og indsætte en del flere tacklinger, hvis man skulle hive to point hjem på kontoen.
I anden halvleg var forsvarsspillet netop en vigtig brik, da dette gav grobund for mange kontrachancer, der effektivt blev omsat til mål. Derfor skulle der heller ikke gå mere end et kvarter af anden halvleg, før det blot var et spørgmål om, hvor mange mål kampen skulle afgøres med. TVH havde dog enkelte problemer med hjemmeholdets 4-2 spil, men også dette blev løst ved hjælp af hurtige afleveringer og temposkift i angrebsspillet, hvorefter TVH kunne hive en seks-måls sejr hjem og føje endnu to point til kontoen.
Næste kamp er mod Vendsyssel Håndbold, Frederikshavn som har store forhåbninger om at rykke i 1. division, hvilket har resulteret i en stor tilgang af dygtige og kvalificerede spillere, hvor flere tidligere har spillet både 1.division og ligahåndbold. Derfor venter der også de lokale piger en hård og dygtig modstander i fredagens kamp, men med vilje, gejst og stor opbakning fra et forhåbenligt velmødt publikum, så er pigerne opsatte på at hente to vigtige point og bevare andenpladsen. Vel mødt i Idrætscenter Østermarken fredag 18. november kl. 19,30
Målscorere for Team Vesthimmerland: Pernille Pedersen (7), Vibeke Jakobsen (5), Louise Mortensen (4), Mathilde Henriksen (4) Christina Truelsen (2), Michelle Nielsen (2) og Linette Troelsen, Line Dalum og Mette Ovesen (1)