Danmarks største privatejede feriecenterkoncern Dayz Resort, der for to år siden overtog feriecenteret i Rønbjerg og moderniserede det, har nu også overtaget Danparcs Søhøjlandet. Dermed er centrene i Rønbjerg og Gjern igen i samme koncern.
Rent praktisk vil centerbygningen med bl.a. tropisk badeland blive moderniseret. De 110 eksisterende feriehuse bliver opgraderet til mere moderne standard, og i påsken sælges husene videre til private ejere til meget attraktive priser.
Dayz Resorts har også overtaget rettighederne til at bygge 162 nye feriehuse, som skal opføres hurtigst muligt.
"Det er samme proces og ejermodel, som har bevist sin succes på de andre resorts, vi har overtaget. Vi har travlt, men det kan vi lide hos Dayz Resorts, og vi ved, hvad vi har med at gøre. For eksempel overtog vi Dayz Rønbjerg i februar 2010, hvor vi moderniserede næsten dobbelt så mange huse og solgte dem til påske. Senest solgte vi i foråret 2011
140 luksushuse på bare fire dage på Dayz Rømø. Efterspørgslen og køberne er der, når der står en erfaren driftsherre bag, som vil udvikle resortet og selv har en langsigtet interesse i driften," påpeger Martin Dyrholm, der er koncerndirektør i Dayz Resorts.