Når stor 4. klasse forlader Vestrup Skole i 2027, falder elevtallet drastisk.
Tekst: Per Lyngby. Arkivfoto: Jacob Dalgaard
I begyndelsen af september i år var der 75 elever på Vestrup Skole. Og de to kommende år ser også positive ud med et estimeret elevtal på henholdsvis 82 i 2025-26 og 86 og 2026-27. Men så "vender bøtten" også, for i de to efterfølgende år er elevtallet beregnet til henholdsvis 72 og 71.
Tallene er hentet fra det seneste møde i Børne- og Familieudvalget, hvor forvaltningen 2 gange om året skal fremlægge børnetallet på kommunens skoler.
Det er dyster læsning for Vestrup Skole, for denne udvikling vil automatisk sætte en proces i gang i Vesthimmerlands Kommune med henblik på at nedlægge skolen. I forbindelse med de seneste skolelukninger blev det nemlig besluttet, at skoler som fremover kommer under et elevtal på 75 to år i træk, vil igangsætte en proces, der kan betyde, at skolen indstilles til lukning. Dengang lukkede man skolerne i Vester Hornum, Ranum og Ullits, mens Vestrup og Gedsted altså fik en ny chance.
Om det kommer så vidt, er det ikke muligt at afgøre netop nu - det vil bero på, hvad "den politiske proces" munder ud i. Netop nu har man en stor årgang med 22 elever i 4. klasse, som kommer til at trække elevtallet ned, når de forlader skolen i sommeren 2027.
"Det er rigtigt, at vi politisk har vedtaget, at en skole indstilles til lukning, hvis den to år i træk kommer under 75 elever. Men i givet fald, kan der være en anden politisk dagsorden til den tid, hvor det formentlig er et helt andet byråd, som kommer til at tage drøftelserne og de endelige beslutninger. Jeg ved, at man på skolen og i bestyrelsen i Vestrup er fortrøstningsfulde med hensyn til fremtiden, hvor den kommende skolereform måske også vil give dem flere muligheder for at skabe deres helt egen profil på skolen", siger fungerende formand for Børne- og Familieudvalget, Jeppe Korreborg Pedersen (Kons.).
Tallene kan måske også sætte tanker i gang hos familier, som overvejer at sende deres børn til en mindre skole. Gør de det, er det nemlig ikke sikkert, at fremskrivningen kommer til at holde stik, og så lever Vestrup Skole måske alligevel op til de kommunale krav, når man nærmer sig de kritiske år. Modsat skal der heller ikke falde mange elever fra, før man kommer i farezonen, så det er næppe for meget at sige, at skolens fremtid balancerer på en knivsæg.
"Skolebestyrelserne giver den gas, og vi skal bare have ro på. Vi har ikke ambitioner om at lukke skoler før tid, og skal ikke tage beslutninger på de kommende byråds vegne. Vi har politisk taget en beslutning om, at vi ikke ønsker skoler under 75 elever, men er der forældre, som gerne vil have dere børn i en mindre skole, er der frit skolevalg - også på tværs af kommunegrænser, så for Gedsteds vedkommende kan det også få betydning, hvis Viborg Kommune vælger at lukke skolen i Ulbjerg, som det har været på tale, siger Jeppe Korreborg Pedersen.
Gedsted Skole overlevede også den seneste runde med skolelukninger i Vesthimmerland. Her ser tallene for de kommende år fornuftige ud, men omkring 2029-30 begynder den også at nærme sig "spærregrænsen".
Ingen af kommunens øvrige 7 skoler er i farezonen, da ingen af disse er under 150 elever i de kommende 6 år.
Samlet falder elevtallet på kommunens skoler med ikke mindre end 472 over de kommende 7 år, viser de tal, som blev præsenteret på det seneste møde i Børne- og Familieudvalget.
Tabel 1: De nyeste tal for børnetallet på kommunens skoler. Her vil man bemærke, at en stor årgang i 4. klasse har en positiv indvirkning på det samlede elevtal i Vestrup.
Tabel 2: Som det ses af denne fremskrivning vil det få alvorlig negativ indflydelse på Vestrup Skoles elevtal, når den nuværende store 4. klasse forlader skolen i sommeren 2027.