Bent Hjort Knudsen har udgivet en bog om sit liv som landmand og som fremtrædende person i slagteribranchen. Bogen blev fredag eftermiddag præsenteret ved en reception i Byens Hus i Løgstør.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
"Alle var rystede, og et pressemøde umiddelbart efter orienteringen til medarbejderne, udløste også chokbølger i hele byen. Ingen forstod dengang, at den største fabrik i byen var for lille i sin verden. Jeg fandt det meget ubehageligt at stå overfor slagteriarbejderne, som i den situation var værgeløse, men jeg var aldrig i tvivl om det rigtige i beslutningen."
Den i dag 83-årige Bent Hjort Knudsen fra Løgstør giver i sin nye bog "Et tilbageblik" læserne et indblik i de bevæggrunde, der fik ham til at foreslå at lade Løgstør Slagteri fusionere med det langt større slagteri Nørresundby, hvilket førte til lukningen af Løgstør Slagteri i 1975 og afskedigelse af 70 medarbejdere.
Men bogen handler om meget andet end slagterier. Den var nemlig tænkt som et internt projekt i familien Hjort Knudsen, men takket være interesse fra Løgstør Lokalarkiv er bogen nu blevet udgivet i 200 eksemplarer. Bent Hjort Knudsen har doneret halvdelen af bøgerne til Løgstør Lokalarkiv, og der blev vist stor interesse for den 140 sider lange bog ved receptionen, hvor køberne fik bogen signeret af forfatteren selv.
Omkring 50 mennesker var mødt frem til receptionen i Byens Hus, hvor der blev budt på kaffe- og kagebord.
Mandag den 6. december kan man høre mere om Bent Hjorts Knudsens oplevelser, når han holder et foredrag i Formiddagcaféen i Løgstør Sognehus.