Økonomiudvalget i Vesthimmerland har besluttet at opkræve hele ejendomsbidraget på én gang i stedet for to.
Fra 1. januar 2024 er opkrævningen af grundskyld overgået til Skat, hvilket har medført ændringer i kommunernes opkrævning af ejendomsskatter. Fremover vil Vesthimmerlands Kommune kun opkræve ejendomsbidrag, og nu foreslås det at samle disse opkrævninger i én årlig rate med forfald den 1. februar.
Forslaget begrundes med flere fordele, herunder administrative lettelser og en mere overskuelig betalingsproces for borgerne. Den nye ordning vil især være en fordel for ejendomsmæglere og administrative medarbejdere, idet én årlig opkrævning reducerer behovet for refusionsopgørelser ved ejerskifte. Desuden mindskes risikoen for, at små beløb falder under den fastsatte minimumsgrænse for opkrævning, hvilket ofte sker ved opdeling i to rater.
Vesthimmerlands Kommune opkræver ejendomsbidrag såsom renovationsgebyr, skorstensfejergebyr, og bidrag til rottebekæmpelse og vandløbsvedligeholdelse. Det forventes, at den samlede årlige betaling vil beløbe sig til ca. 4.000-5.000 kr. for parcelhusejere.
Byrådet skal på torsdag godkende Økonomiudvalgets beslutning om én samlet årlig opkrævning.